FC Nordhavn gæstede lørdag eftermiddag Kløvermarken på en vindblæst Bane 8 med troen på at sikre klubben 3 point og dermed rykke op i tabellen. Modstanderen var Sundby KFUM, som før lørdagens kamp lå blot 1 point efter FC Nordhavn.

Fra dommerens første fløjt var FC Nordhavn på bolden og lagde et solidt og massivt pres på Sundby’s bagkæde, hvilket små 10 minutter inde i kampen resulterede i et uheldigt selvmål fra Sundby’s side, 1-0 til FC Nordhavn. I en stadig begejstring over den tidlige føring måtte FC Nordhavn, grundet manglende koncentration, se Sundby spille sig ubesværet frem til en chance, som blev udnyttet på aller køligste vis, 1-1.

Kampen var herefter præget af mange spilstop og mystiske dommerkendelser, der tog farten (men også spillere – i form af gule kort) ud af spillet hos begge mandskaber. Halvvejs i 1. halvleg modtog en storspillende Anton Hald bolden, hvor han efter forrygende samspil med Jason Rasmussen fandt Jason i hullet mellem to Sundby-forsvarer. Herefter kunne Jason nemt og sikkert sparke FC Nordhavn i front, 2-1 til FC Nordhavn. Målet gav FC Nordhavn tro på tingene, og flere gange havde mandskabet tilløb til kampafgørende mål. FC Nordhavn’s centrale defensive midt, Jason Rasmussen, var ikke færdig med at brilliere og modtog efter små 30 minutter bolden 30-40 meter fra målet. Jason tæmmede bolden blidt og flugtede den i kassen uden nogen som helst chance for Sundby’s keeper – 3-1 til FC Nordhavn på et mål, der til forveksling lignede netop dét mål, som James Rodriguez scorede mod Uruguay ved VM 2014.

Anden halvleg fortsatte med FC Nordhavn-dominans, som efter flere brændte 100%-chancer skulle vente næsten 20 minutter på næste mål. Endnu engang var det FC Nordhavn’s nummer 14, Anton Hald, som udviste en utrolig hurtighed på venstrekanten, hvor ingen Sundby-forsvarer syntes at kunne stoppe ham. Hald løb sig fuldstændig fri fra alle og var alene med Sundby-kepperen, da han valgte at spille bolden videre til Issa Ali, som var løbet med frem. Issa sparkede førstegang på bolden som tordnede ind i netmaskerne og bragte FC Nordhavn foran 4-1. Flere store chancer blev brændt fra FC Nordhavn’s side og 10 minutter efter Issa’s mål til 4-1 blev FC Nordhavn tildelt et straffespark og kunne derved lukke kampen definitivt. Selvom det lignede, at Jason Rasmussen ville sparke straffesparket i håbet om at score et hattrick, ville en brandvarm Issa Ali det anerledes. Efter en kort samtale med Jason fik Issa bolden og lagde den på pletten. Issa fik et flot træf på bolden, men måtte til alles skuffelse se bolden snige sig forbi venstre stolpe og altså brænde straffesparket. FC Nordhavn’s anfører, Markus Rygaard, var tilbage fra skade og sad på bænken det meste af kampen. Det lignede længe, at Rygaard måtte lade sit comeback vente på sig, men da Magnus Brønd efter et sammenstød med en hårdtspillende Sundby-spiller blev skadet, måtte Rygaard trække i kamptøjet og løbe på banen. Om det gik lidt for hurtigt ved udskiftningen eller det blot var lang tid siden Markus Rygaard havde været på banen, så måtte han ihvertfald stoppe pludseligt op, da det til alles morskab gik op for ham, at han havde spillet det første minut med trøjen omvendt på. Trøjen blev vendt rigtigt og de sidste 15 minutter forsatte på samme måde med endnu flere mystiske kendelser fra dommerens side. Viceanfører, Oliver Strunck, havde spillet hele kampen på et højt niveau, og på trods af sit gule kort i første halvleg, havde der ikke været en eneste finger at sætte på hans ellers fremragende spil. 35 minutter inde i anden halvleg tacklede Strunck bolden fra en Sundby-angriber og spillede den stille og roligt videre, da dommeren pludselig fløjtede og pegede på pletten. Ingen forstod hvorfor, men der var dømt straffespark til Sundby KFUM. Der havde ikke været meget at lave for FC Nordhavn’s keeper, Philip Rau-Andersen, i løbet af kampen, men selvom Rau aldrig var blevet skudt ordentlig varm, kunne han til alles store overraskelse snuppe sparket fra Sundby-angriberen. Sparket sad helt nede ved venstre stolpe og var sparket med en enorm fart, men Philip Rau-Andersen havde set den komme og kastede sig ned mod venstre stolpe, hvor han fik skubbet bolden ud til et hjørnespark – stadig 4-1 til FC Nordhavn. Kort før tid fik Sundby bragt sig på 2-4, da de ud af det blå fik smidt bolden ind i feltet, hvor en Sundby-angriber stensikkert kunne heade bolden i kassen. 2-4 blev også kampens resultat, og FC Nordhavn kunne hive 3 vigtige point i land og glæde sig over fremragende spil, der ledte til en masse chancer.

Næste kamp i Serie 5 er mod Deportivo Montecristo søndag d. 8. oktober kl. 10.00 i Ryparken.

Kampens resultat: 2-4

Kampens spiller: Anton Hald

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.