FC Nordhavn skulle igen til Valby Idrætspark, da kvalifikationen til DBU Pokalen blev sparket i gang. Modstanderen hed Vigerslev Boldklub, og på parret lignede det en ordentlig mundfuld for Nordhavn, da de havde startet forårssæsonen med syv point i de første fire kampe i serie 1.

Serieforskellen kunne dog ikke ses på banen, da FC Nordhavn startede kampen flot med at kontrollere spillet og holde Vigerslev fra eget mål. Spilovertaget blev konverteret til en føring knap 12 minutter inde i opgøret, da debuterende Oliver Worm førte bolden frem fra bagkæden, inden han fandt en fri Jason Rasmussen på midten. Jason tog et par træk mod mål, inden han sendte et drøn afsted fra 25 meters afstand, som Vigerselvs målmand lige præcis ikke kunne nå. Nordhavn var dermed højst overraskende foran, men valgte at køre videre på momentummet og ikke stille sig tilfreds med den spinkle føring. De gode takter fortsatte og knap 20 minutter senere, blev føringen også udbygget. Jason Rasmussen slyngede et indlæg ind i boksen fra højre side, hvilket blev mødt af Markus Rygaard, som på akrobatisk vis kom foran sin oppasser og flugtede bolden i netmaskerne med det kolde højre. Resten af halvlegen forløb med Vigerslev BK mere på bolden. Det blev dog ikke til synderligt store chancer, da Nordhavns bagkæde stod bundsolidt. Det var faktisk tættere på 0-3 end 1-2, da Tobias Schiermacher i to omgange var alene med målmanden, men blot ikke kunne få den rigtige afslutning på. FC Nordhavn gik dermed til halvlegen med en overraskende men fortjent føring på 0-2.

Anden halvleg startede med højt pres fra Vigerslev Boldklub, som desperat forsøgte at komme tilbage i kampen. Det endte dog med det fuldstændige modsatte, da de knap tre minutter inde i anden halvleg endte med at begå straffespark i en batalje væk fra bolden. Hvad der blev sagt eller gjort er alles spørgsmål, men ikke desto mindre pegede kampdommer Rene Hochauer på pletten. Tilmed blev Vigerslevs højre back udvist, hvilket både kommentator og Vigerslevs trænerstab var meget uforstående overfor. På trods af at have misset klubbens eneste andet straffespark i sæsonen stod Issa Ali for sparket, og denne gang svigtede han ikke. Bolden blev sendt sikkert op i netmaskerne til stillingen 0-3. De næste 35 minutter forløb uden de store begivenheder, da Vigerslev Boldklub virkede mentalt slået, og Nordhavn var tilfredse med blot at spille bolden rundt. Otte minutter før tid fik Vigerslev dog en livline, da de på et meget suspekt hjørnespark fik skramlet bolden over mållinjen. Målet gav Vigerslev Boldklub håb og koblet med en hovedløs udvisning af Issa Ali, blev det et par pressede slutminutter for FC Nordhavn. I overtiden fik Vigerslev tilmed scoret til 2-3, da deres 9’er opsnappede en dårlig clearing og flot halv-flugtede den op i hjørnet.

Dommeren fløjtede dog af kort efter, hvilket altså betyder, at FC Nordhavn er videre til anden ud af fire runder i DBU Pokalens kvalifikation. Lodtrækningen har givet Nordhavn en udebanekamp imod Rikken FC, som i øjeblikket nyder en tilværelse i serie 4, hvor de ligger på en solid femteplads. Kampen spilles også i Valby Idrætspark, men der er endnu ikke fastlagt en kampdato.

Kampens resultat: 2-3

Kampens spiller: Jason Rasmussen

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.