FUTSAL-SÆSONEN 2020-2021

Futsal-sæsonen 2020-2021 er endeligt slut for FC Nordhavn. Det var en kort og hæsblæsende sæson vi tog hul på i efteråret 2020, som bød på op og nedture samt en lang corona-pause over julen. Vi sluttede nr. 4 i Futsal Liga Øst, og måtte desværre se os slået samlet 9-10 af de forsvarende sølv-vindere fra Lystrup Futsal i de to kvartfinaler. 

Pre-season

Som oprykkere havde vi ikke mange forventninger til at vi skulle ud og lave nogle store sportslige resultater. Vi havde sågar kun én målsætning, som var at undgå nedrykning, hvorfor fokusset i denne sæson lå på blot at få etableret et hold i Futsal Ligaen. Vi startede sent op med forberedelserne, da vi først i juli fik at vide, at vi havde fået den sidste plads i Futsal Ligaen grundet udvidelse af ligaen. Ingen trænere og kun meget få spillere fra sidste sæson betød, at vi skulle stable et helt nyt hold på benene på relativt kort tid. De få spillere og frivillige som havde været med til at rykke os op i Futsal Ligaen var alle klar på at løfte opgaven i flok. Lynhurtigt fik vi stablet et fornuftigt setup på benene og samlet en trup af unge og friske drenge – nogle få med massere af futsal-erfaring og resten med lidt eller ingen kendskab til sporten. Dog var fælles for alle spillere, at de var klar på at vie deres liv de næste par måneder for FC Nordhavn Futsal.

Pre-season forløb godt, og der blev trænet fornuftigt igennem allerede fra 1. september. Med under en måned til sæsonstart spillede størtstedelen af truppen deres første futsalkamp nogensinde i en træningskamp mod København Futsal, og først ugen efter tiltrådte en ny træner holdet. Den nye træner var et kendt ansigt i det danske futsalmiljø, og han havde tidligere spillet mange liga-kampe for både Nørrebro Boldklub og Brøndby IF – dog havde han aldrig før trænet et Futsal Liga-hold. Efter hans første træning var vi ikke i tvivl, den kun 30-årige unge træner, Patrick Ruhwald, var det perfekte match for spillerne og for klubben. Patrick formåede at skabe en autoritet omkring sig selv og sin trænergerning og kom tilmed med en ydmyg tilgang til opgaven. Patrick vidste godt, at vi nok var et af de mest uerfarne hold i Futsal Ligaen og tilpassede derfor træning og taktik herefter. Den første kamp med den nye træner i spidsen var en træningskamp mod det erfarne Futsal Liga-hold, FC Fjordbold, hvor vi vandt 3-1. Ugen efter spillede vi den sidste træningskamp inden sæsonstart, hvor vi tabte 7-6 til Albertslund. Alt i alt en fin afslutning på pre-season og det nye trænerteam, bestående af Patrick Ruhwald og Jimmi Andersen, samt spillerne var mere end klar til at spille første kamp på hjemmebane mod det andet oprykkerhold, Sat Af Pigeons.

Futsal Ligaen skydes i gang

D. 15. november 2020 var der Futsal Liga-debut til FC Nordhavn, da vi på hjemmebane tog i mod Sat Af Pigeons. Det var en meget lige kamp, som vi endte med at vinde 2-1 med kun to minutter igen. I den efterfølgende kamp gæstede vi København Futsal i Valby Hallen, hvor vi spillede en fin kamp men havde meget svært ved at få puttet bolden i kassen. Det havde København Futsal derimod ikke, og de vandt fortjent 2-0. Efter holdets første nederlag, skulle vi nu rejse os på udebane mod et Albertslund IF-mandskab, der havde vundet deres første to kampe hhv. 7-1 og 9-4. Det lød som en vanskelig opgave for trænerteamet og spillerne, og den blev ikke gjort lettere af at SPORT LIVE tv-transmitterede kampen, og der samtidig var en fyldt Glostrup Hal med en masse tilskuere. På interviewene inden kampen kunne man fornemme på Albertslund-spillerne, at de regnede med at det skulle blive et let opgør for dem. Kommentatorerne til kampen, samt bookmakerne, spåede os heller ikke de store chancer. Alt dette var dog kun vand på vores mølle, hvorfor spillerne og trænerteamet nu var ekstra tændte på at vise futsal-Danmark at vi skulle tages seriøst. Omklædningsrummet dirrede af nervøsitet og spænding inden spillerne kl. 17.30 kunne gå på banen foran en (næsten) fyldt Glostrup Hal. Første halvleg blev en defensiv affære fra vores side, hvor vi bevidst stod lavt og satte en stopper for at Albertslund blev farlige. Med 5 minutter før pausen opsnappede vi bolden på egen banehalvdel, og efter to pasninger kunne Wilson let sætte indersiden på og bringe os foran 1-0. Vi kom ud til pausen med endnu mere energi, og fik sågar bragt os foran med hele 3-0. Dette tvang Albertslund i et overtalsspil, hvor de lykkedes med at score to mål kort før tid. Dette var heldigvis ikke nok, og vi kunne juble over sæsonens anden sejr. Høj på sejren skulle vi ugen efter på en uoverkommelig opgave, da vi hjemme i Valby Hallen foran næsten 200 tilskuere skulle spille mod de tre-dobbelte forsvarende Danmarksmestre fra Futsal Gentofte. Vi led et større nederlag på 8-2, og måtte blot erkende at Futsal Gentofte var en al for stor mundfuld på daværende tidspunkt. Efter fire kampe havde vi nu 6 point, og vi befandt os heldigvis stadig i Top 4. Den femte kamp bød på en længere udebanetur til Frederikssund, hvor vi skulle møde FC Fjordbold, der stadig havde deres første sejr tilgode. Trods vi dominerede kampen fra første fløjt, så kunne vi ikke stille meget op mod en storspillende Brizze, som valgte at spille sin eneste futsalkamp denne sæson netop mod os. Fjordbold trak det længste strå og kunne i midten af 2. halvleg sparke sig til kampens slutresultat 3-2.

Corona-pause

Selvom Futsal Ligaen havde fået lov af myndighederne til at forsætte, trods al anden sport var lukket ned, så besluttede futsal-klubberne i fællesskab at udskyde alle kampene op i mode juleferien, da smitten i Danmark, og især i Københavnsområdet, var voldsomt stigende. Dette var en beslutning som vi var nogle af de første til at støtte op om, og vi hjemsendte også spillere fra træning lige efter kampen mod FC Fjorbold d. 12. december. Kort før juleaften blev der holdt et møde med alle ligaklubberne, hvor der var bred enighed om at ligaen skulle sættes på hold. Den 8. januar lavede DBU en national pause i Futsal Ligaen, som endte med at vare helt frem til d. 14. februar. Det blev samtidig besluttet, at ligaen blev afkortet, og at der nu kun skulle spilles syv kampe i grundspillet i stedet for 14 kampe. Dette betød også, at reglerne blev ændret ift. hvis to hold havde lige mange point når grundspillet var slut. Denne regelændring fik stor betydning for os, da vi havde sluttet som nr. 3 og ikke nr. 4 i Futsal Liga Øst, hvis reglen om internt opgør ikke var blevet skrottet. Ingen kampe betød dog ikke, at der ikke var nogen træning. Vi kunne forsat træne, dog med det forbehold at alle spillere skulle testes hver uge. 

Genopstart i Futsal Ligaen

D. 14. februar kunne vi som det første hold i Futsal Ligaen genoptage sæsonen igen. Da LA12 havde trukket sig fra rækken og Futsal Ligaen var blevet afkortet betød det, at vi kun manglede én kamp i grundspillet, som var en kamp mod Brøndby IF. Denne kamp skulle vindes for at vi var sikre på at slutte i Top 4 og komme videre til DM-slutspillet. Det var en intens og hårdtspillet kamp fra begge mandskabers side, hvor første halvleg endte 0-0. Anden halvleg startede dårligt ud for os, da Brøndby kort tid efter 2. halvlegs start kunne bringe sig foran 1-0. Vi fik hurtigt svaret igen med en udligning af Arvin Mosavi, der fem minutter senere på uretfærdig vis blev sendt i bad med et rødt kort. Kampen blev heldigvis filmet og sendt i TV, hvilket betød at dommerne efter kampen træk det røde kort tilbage, og Arvin var nu fri til at spille de efterfølgende kampe. Efter det røde kort tiltede kampen frem og tilbage, men med to minutter igen fandt anfører Gustav Skovgaard pludseligt Wilson foran kassen, hvor vores målfarlige 6’er kunne dirigere bolden ind bag en noget frustreret Brøndby-keeper. Få minutter efter blev kampen fløjtet af, og vi var nu sikre på at komme videre til DM-kvartfinalerne såfremt resultaterne i de andre kampe flaskede sig – hvilket de heldigvis gjorde.

DM-kvartfinalerne som oprykkere

Som oprykkere var det historisk, da vi som de første oprykkere i dette liga-format kunne gå videre fra grundspillet til DM-kvartfinalerne. Grundet den tidligere nævnte regelændring sluttede vi som nr. 4, hvilket betød at vi skulle møde nr. 1 fra Futsal Liga Vest, nemlig de forsvarende sølvvindere fra Lystrup Futsal. Den første kamp blev spillet i Valby Hallen fredag d. 12. marts. Trods gode træninger i ugerne op til kvartfinalerne og en test-kamp d. 28. februar mod København Futsal, som vi overbevisende vandt 7-3, så startede den første kvartfinalekamp ikke ud som håbet. Vi kom dog godt fra start, og havde tilmed to-tre store chancer i kampens begyndelse. Dommerne fik vi desværre aldrig rigtigt over på vores side, og efter kun fem minutter væltede korthuset fuldstændigt. Lystrup Futsal bragte sig på 1-0, 2-0 og 3-0 inden pausen, og det blev sågar til 4-0 med kun 15 minutter igen af kampen. Det så håbløst ud, og vi var tvunget til en time-out. Træner Patrick Ruhwald besluttede, at vi skulle prøve at gå i overtal med vores keeper Jonathan Ørn Aronsø, som vi havde trænet et par gange i ugerne op til kvartfinalerne. Dette gav pote, og på 12 minutter fik vi vendt et 0-4 nederlag til en 5-4 føring – helt fantastisk. Lykken varede dog kort, da Lystrup gjorde os kunsten efter og med få sekunder igen udlignede til kampens resultat 5-5. Dette lagde op til en vaskeægte finale i returopgøret to dage efter i Lystrup. 

To dage senere kørte vi i samlet flot til færgen og sejlede over til Aarhus for at forsvare Nordhavn’s ære i det jyske. Kampen blev fløjtet igang, og vi kunne denne gang se, at vi havde langt bedre fat i Lystrup. Der gik dog kun seks minutter før Lystrup’s målfarlige Abdulahi Mohamed Mohamed på flot vis bankede jyderne i front. Vores modsvar kom syv minutter senere, hvor en storspillende Arvin Mosavi efter en mindre solo-tur fik skudt bolden ind bag Lystrup-keeperen, der måtte grave bolden ud af sit mål. Lystrup lagde efterfølgende bolden i midtercirklen og gav bolden op. De spillede bolden en enkelt gang tilbage, hvorefter de lavede en dårlig pasning som Danny Anusic opsnappede og resolut kanonerede i kassen. Den stod nu 2-1 til os og vi følte os i den grad ovenpå. Dette varede dog kun for en kort stund, da Lystrup hurtigt svarede igen minuttet efter med en scoring til 2-2 og umiddelbart efter en scoring til 3-2, som også endte med at være pause-resultatet. I pausen fik træner Patrick Ruhwald samlet sine tropper og hanket op i kraverne på de forskellige spillere. Hvad der præcist er blevet sagt i pausen vides ikke, men det var spillere med ild i øjnene der kom ud til 2. halvlegs start. To minutter inden i 2. halvleg tog anfører Gustav Skovgaard bolden ved eget straffesparksfelt og løb upresset op igennnem midten, hvor han på midten af Lystrup’s banehalvdel lagde an til spark og knaldede bolden i kassen til 3-3. Endnu engang var Lystrup hurtige til at slukke glæden i Nordhavn-lejren, da de to minutter senere scorede til 4-3 og minuttet efter til 5-3. Dette var dog ikke noget der skræmte træner Patrick Ruhwald eller spillerne, der snildt kunne huske det foregående opgør, hvor vi var bagud med hele fire mål på samme tidspunkt i kampen. Der skulle kun gå små fire minutter før en storspillende Jonathan Ørn Aronsø i Nordhavn-målet opsnappede bolden efter et mislykket Lystrup-hjørnespark. Han kastede med det samme bolden i dybden, hvor Wilson var løbet af sted. Wilson lod bold ramme jorden en enkelt gang før han på køligste vis lobbede bolden over Lystrup-keeperen til resultatet 5-4. I de efterfølgende minutter pressede vi hårdt på og som resultat af dette bølgede kampen frem og tilbage. Med nogle minutter igen forsøgte vi os med det samme overtalsspil som fungerede fantastisk i Valby Hallen to dage forinden. Dette var Lystrup dog forberedt på, hvilket gjorde det svært for os at få proppet bolden i mål i tide. Stadionuret ringede pludseligt, kampen var slut og vi var ude af DM-finalerne med et smalt nederlag på samlet 9-10. Skuffelsen var stor hos mange af spillerne, og selvom der havde været mange råb og ophedet diskussioner under kampen både med dommere og modstander, så formåede træner Patrick Ruhwald at få spillerne til at forblive fattet og professionelle. Stor ros til alle spillere fra begge hold, der udviste stor sportsånd efter kampen og pænt takkede for de to kampe og roste hinanden på kryds og tværs. Tak til Lystrup for god behandling, som gjorde det lidt lettere at komme sig over skuffelsen. 

Vi havde efterfølgende en fin afsluttende træning, hvor spillere og trænere fik talt sæsonen igennnem og sagt pænt farvel og på gensyn til næste sæson. 

Som klub er vi superstolte over, at vi for kun tre år siden stod fem til syv spillere i den laveste danske futsalrække og nu i år har spillet med om DM-guldet. Al dette kunne ikke være sket uden den store opbakning til klubben fra både spillere, trænere og frivillige.

Derfor skal der lyde en stor tak til trænerteamet med Patrick Ruhwald i spidsen for den enormt flotte sportslige præstation og for altid at agere super professionelt i FC Nordhavn-regi. Vi som klub kunne ikke have ønsket os et bedre team, og vi krydser fingre for at vi kan få mange flere eventyr sammen i fremtiden!

Stor tak til de mange spillere som i efteråret var til træninger, og stor ros til de spillere der holdte ved i gennem hele efteråret og som alle bidrog til de flotte resultater i Futsal Ligaen. Uden jeres fantastisk spil og endnu bedre humør havde vi aldrig stået, hvor vi gør i dag.

Og ikke mindst, så skal der lyde en stor tak til de frivillige kræfter, der har sat tid af til at hjælpe klubben med afholdelse af kampe, planlægning af setup’et og generelt støtte under hele sæsonen. Tak til kameramand Søren, som giver sig 100% for at få filmet kampen på bedst-mulige vis de kampe, der ikke bliver sendt i TV. Tak til Danmark’s bedste dommerbord styret af Andreas og Max. Tak til vores fantastiske sponsorer, der trods COVID-19 og nedlukninger fandt plads i budgettet til at støtte os og vores projekt – tak til Kelme og Sportsbag, Østerbro Sol & Wellness, DRG 1985 Multiservice og Øbro Maleren! 

Uden alle jer var intet af dette muligt!

Vi sætter futsal-skoene på hylden for denne gang, og ser frem til at starte 2021-2022 sæsonen op til sommer/efteråret.

Indtil da ønsker vi alle et dejligt forår og en skøn sommer!

Vi ses!

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.