FC Nordhavn skulle forsøge at tage deres fjerde sejr på stribe, da FC Nanoq gæstede Ryparken på en kold og blæsende søndag morgen. I fraværet af træner Oscar Moore havde Nordhavns bestyrelse udpeget Max Ladegaard og Anton Hald som midlertidige trænere forud for søndagens opgør – en konstellation som kunne minde lidt om Roberto Di Matteos ophold som caretaker manager i Chelsea eller Jupp Heynckes nuværende position i Bayern München.

Kampen startede med tydelig FC Nordhavn dominans, da FC Nanoq havde gevaldigt svært ved at spille sig ud af Nordhavns høje pres. Presset udmøntede sig også til flere chancer i kampens åbningsminutter, da både Markus Rygaard og Magnus Brønd Rasmussen forspildte chancer til at gøre det til 1-0. Efter knap ni minutters spil kom åbningsmålet dog, da Markus Rygaard blev spillet fri af Tobias Schiermacher og med en stiv tå fik prikket bolden ind bag FC Nanoqs keeper. Et kvarter senere var det Markus Rygaards tur til at være i oplæggerens rolle, da han blev spillet fri af en dybdebold fra Fadi Abdel-Halim, inden han lagde den ind i feltet til en fri Tobias Schiermacher, som nemt kunne gøre det til 2-0. Resten af halvlegen forløb med FC Nordhavn i boldbesiddelse men med manglende kvalitet i afslutningerne.

Ved pausen var stillingen derfor 2-0, hvilket dog var utilfredstillende for FC Nordhavn, som gerne havde set sig foran med større cifre efter 45 minutters spil. Anden halvleg startede i et søvndyssende tempo, da FC Nordhavn – ligesom i slutningen af første halvleg – havde svært ved at få den afgørende kvalitet i afleveringerne. Der skulle gå hele 20 minutter af anden halvleg, før Nordhavns fik broderet sig igennem Nanoqs forsvar. Victor Velin driblede sig fri i venstre side, og med en tværbold fandt han Magnus Nexø, som kunne sparke bolden ind til stillingen 3-0. Fem minutter senere udbyggede Tobias Schiermacher føringen yderligere, da han efter en frispilning af Jason Rasmussen og et efterfølgende målmandskoks kunne trille bolden ind i et tomt mål. En lignende sekvens ledte kort efter til 5-0, da Fadi Abdel-Halim stod det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og dermed kunne notere sig for sit første mål i Nordhavn trøjen efter 77 minutters spil.

Det ligende længe det trejde clean sheet på stribe for FC Nordhavns forsvar, men med 10 minutter igen fik FC Nanoq strikket tre snorlige afleveringer sammen og sendt en mand i dybden. Nanoq angriberen valgte at sparke første gang på dybdebolden, og med lodder og trisser gik bolden forbi Philip Rau-Andersen i målet og fandt vej til det lange hjørne. Et skuffende mål at lukke ind, da FC Nanoq knapt havde været i Nordhavns felt op til scoringen. Efter det reducerende mål gik tempoet af kampen, og der blev ikke rykket yderligere på stillingen.

Sejren er FC Nordhavns fjerde i træk, og den sender samtidig klubben op på rækkens tredjeplads. Der er altså dømt vaskeægte topbrag på næste søndag, hvor FC Nordhavn skal møde Egedal Boldklub på kunsten i Valby Idrætspark.

Kampens resultat: 5 – 1

Kampens spillere: Oskar Leisner & Oliver Strunck

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.