Efter et par skuffende resultater i de seneste par kampe skulle FC Nordhavn igen finde sig selv –  denne gang mod B.1960, som allerede havde sikret sig oprykning uden en eneste tabt kamp. Modstanderen så på papiret ud til at være favoritter, og B.1960 havde da også været så kække at skilte med en målfest fra deres side på de sociale medier – men med så mange andre ting, så står hovmod for fald…

Fra første fløjt skubbede FC Nordhavn-mandskabet hele holdet op på modstanderens banehalvdel og lagde et solidt pres på B.1960’s bagkæde, som blev presset til at lave en masse personlige fejl. Med FC Nordhavn på bolden i hele 1. halvleg skabte holdet et hav af chancer, der desværre blev brændt på stribe – friløbere til både Markus Rygaard og Tobias Schiermacher måtte ses forspildt til holdets store skuffelse. På trods af, at FC Nordhavn sad på al spillet, så fik B.1960 enkelte gange spillet sig ned på FC Nordhanvns banehalvdel og fik tilkæmpet sig et par hjørnespark. En intens første halvleg blev fløjtet af uden nogle scoringer og FC Nordhavn måtte gå til pause med en skuffende stilling på 0-0.

FC Nordhavn formåede fra 2. halvlegs start at beholde spilovertaget, og på trods af et gult kort til klubbens fantastisk dygtige midtbanespiller, Oskar Leisner, kunne FC Nordhavn bringe sig fortjent i front efter 56. minutters spil. Victor Velin modtog bolden på midten af banen og spillede Markus Rygaard i fødderne. FC Nordhavns træfsikre anfører tog bolden videre forbi en B.1960-spiller og inden han nåede kanten af feltet besluttede han sig for at hakke til bolden med sit iskolde venstreben. Bolden svævede stensikkert op i det lange hjørne og FC Nordhavns anfører havde derved bragt sit hold på sejrskurs. Der skulle gå 26 minutter før der igen faldt en scoring til FC Nordhavn, og endnu engang var det FC Nordhavns kaptajn der skulle blive helten. En (endnu engang) storspillende Jayson Rasmussen fandt Markus Rygaard mellem to B.1960 spillere, der istedet for at skyde på mål første gang valgte at trække bolden fra den ene ende af feltet over til den anden for til sidst at kunne udplacere en chanceløs B.1960-målmand. 

To-målsføringen tvang B.1960 til at skubbe hele holdet op på FC Nordhavns banehalvdel, hvilket skabte en masse plads i den anden ende. Efter 86 minutter blev bolden vundet og clearet af FC Nordhavns solide bagkæde. Bolden havnede i fødderne på Tobias Schiermacher, der med en lang og præcis bold kunne sende Markus Rygaard i dybden. Den brandvarme angriber blev mødt af en udfarende B.1960-målmand og så sit snit til, let og elegant, at lobbe bolden overhovedet på den chanceløse målmand. Bolden fløj op i venstre hjørne af målet. Markus Rygaard fuldendte sit hattrick og bragte sig samtidig sikkert i front på FC Nordhanvs interne topscorerliste med 4 mål ned til andenpladsen. FC Nordhavn var ikke helt færdige, og i dommerens tillægstid blev fire FC Nordhavn spillere sendt afsted på jagt efter det fjerde mål. Tobias Schiermacher udnyttede sin fart og kom hurtigt til kanten af feltet, hvor han istedet for at smide bolden i feltet spillede bolden skråt bagud til en helt fri Jayson Rasmussen, som bragede bolden sikkert og resolut op i krydset til 4-0. Dette blev også kampens resultat.

FC Nordhavn mangler kun to kampe i sæsonen, og har med denne sejr bragt sig foran Egedal Boldklub i kampen om 2. pladsen. Næste kamp er søndag d. 17. juni på udebane mod det grønlandske hold, FC Nanoq. Kampstart kl. 15.15.

Tillykke med B.1960 med oprykningen til Serie 4, hvor vi håber på at kunne møde dem igen næste år!

Kampens resultat: 4-0

Kampens spiller: Markus Rygaard

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.